|
|
| Karate - Koncept for børnekarate i DAI |
Koncept for børnekarate i DAI
Da DAI-karate i årene 1989 – 1993 afviklede mange og gode stævner, gjorde vi os nogle vigtige erfaringer på børneområdet: Dengang havde vi som oftest børneaktiviteterne i forbindelse med voksenstævner, og det havde sine plus sider:
- Det var flot arrangerede stævner i store haller.
- Børnene fik samtidig set de dygtigste voksne, der kunne inspirere og danne forbillede.
- Børnene blev bedømt af licensierede dommere.
- Der var fornemme præmier til de dygtigste børn.
Men der var også en bagside ved medaljen:
Meget lang ventetid for det enkelte barn.
Egentlig kun sjovt for de dygtigste af børnene.
Vel meget klubhysteri – pres – på det enkelte barn.
I årene 1993 – 2000 eksperimentere man udenfor DAI-regi med andre typer børnestævner. Næsten alle var de efter den facon, at en klub kunne møde op med en herlig stak unger, som så blev fordelt på blandede hold på tværs ad klubskel og efter størrelsesrækkefølge. Det har den fordel, at man så er befriende væk fra evt. klubhysteri, og stadigvæk bliver der taget sikkert vare om børnene.
Men selv efter disse gode tiltag efterlyser især forældre 3 ting:
Man vil gerne undgå hel-dages stævner. Halvdagsstævner (ganske som indenfor anden sport) kan så rigeligt gøre det.
Der skal gøres mere ud af børnene. Ordentlig hal, ordentlig uddannede dommere og gerne præmie eller opmærksomhed til alle børnene.
Lige og dermed spændende kampe og gerne tilpas mange kampe til alle børn.
Det nye koncept i DAI består simpelthen i at kunne levere disse 3 ting.
ad 1) Løsningen på problematikken med de lange stævner ligger ligefor: Flere kampflader, så vi kan få afviklet flere kampe indenfor en given tid. Men flere kampflader kræver flere dommere, og selvom vi nok for en tid kan klare det med de eksisterende dommere, vil vi gerne slå et slag for, at alle deltagende klubber, sørger for at tilmelde dommerkandidater til dommerkursus.
Som et aber da bei, skal det her nævnes, at dommerne i DAI regi sætter en ære i, at skelne imellem stævner for børn og stævner for voksne, når det gælder linien omkring kontrol og kontakt. Og dommerne er konsekvente på alle kampflader. Sikkerheden er en anden mærkesag: Tandbeskytter, skridtbeskytter og knobeskyttere til alle er et must.
ad 2) Stor hal, flot arrangement og mange præmier koster alt sammen, og det koster mere, end den brugerbetaling på kr. 60, eller hvad forældre nu synes er rimeligt for den slags (som en biografbillet) kan dække. Løsningen her er at afholde arrangementet i forbundsregi. Mange gange vil den slags arrangementer resultere i et underskud. Ikke et vildt underskud, men alligevel så meget, at vi behøver støtte i form af et tilskud. Det kan vi også godt være bekendte at søge om, for dels vil mange stævner med mange deltagere udløse et aktivitetstilskud til Forbundet af DIF’s fordelingspulje, dels vil Forbundet gerne have mange børn med aktiv idrætsudfoldelse med i sin alsidige profil. Fordelene går heldigvis begge veje.
ad 3) Det med de lige kampe og lige mange kampe til alle børn er det egentlige nye. Det sidste løses ved, at opdele børnene i puljer på 5 – 6 stk., hvorefter der kæmpes alle mod alle. Så vil de fleste være kampmætte efter den dag.
Men genistregen kommer her:
Sædvanligvis har man ved børnestævner forlods skullet opgive eksakte oplysninger om hvert barn, så de kunne blive inddelt i klasser, såsom navn, køn, alder, vægt og grad. Det kan være meget godt, og det skal vi da stadigvæk have information om. Men det er ingen garanti for en ensartet pulje.
Der kan være kæmpeforskel på børn indenfor samme vægtklasse. Nogle er korte og runde, medens andre er lange og tynde. Hvorfor ikke lade dem med den samme statur kæmpe mod hinanden ?
Børn kan også være meget bange for det her; nogle måske have meget let til gråd. Hvorfor ikke lade de bange børn kæmpe mod ligesindede ? Det er da meget bedre.
Reglerne er ret så svære. Nogle børn bliver måske ikke briefet så meget herom hjemme i klubberne. Andre børn er blot lidt længere tid om at lære det, og endelig er der også nogle, som ikke kan så meget dansk endnu. Jamen, de skal da alle på den samme kampflade. Så ved dommerne dér, at her skal der tales langsomt og tydeligt og tingene skal forklares på en pædagogisk facon.
Endelig er der det rent evidente, at nogle er dygtigere til konkurrencekarate end andre, og det fortæller alder og vægt ja selv grad heller ikke noget om. Lad endelig alle de dygtige møde hinanden lige fra starten.
Så kære trænere: I skal på forhånd vurdere og give en slags seedning om jeres deltagende børn på en række forskellige punkter. Det kunne eks. være:
Statur: Spinkel gennemsnitlig kraftig
Hurtighed: Langsom gennemsnitlig hurtig
Ømskindethed: Ømskindet gennemsnitlig hårdfør
Kampevne: Knapt så god gennemsnitlig god
Regelforståelse: Knapt så god gennemsnitlig god
Siden år 2000 har vi i DAI karate anvendt dette koncept. Lidt omstændigt i starten, fordi det var nyt. Men relativt hurtigt bliver det rutine for trænerne / klublederne. Og gevinsten ved denne indsats ligger ligefor:
Modtager børnene og dermed forældrene en rar oplevelse vil de blive tændt på karatesporten i mange år fremover. Det vil være utroligt godt for vore klubber, og det skal vi samles om.
Vi har et fælles ansvar for, at børnene tænker positivt på sportskarate og ikke oplever vinder/taber rollen alt for voldsomt. Det at tabe kan man såmænd tids nok opleve senere i livet.
Lyder det godt ?
Så håber vi, at din klub vil være med.
Venlig hilsen, OSU
Jens Bjerrekær
|
|
|
|
Ny side 1
|
Har du glemt dit kodeord? Få tilsendt et nyt ved at klikke her.
|
|
Skrevet af 