Find din region   Kontakt  
Viser nyheder fra : Senioridræt
H.K.H. Prinsesse Benedikte åbner senioridrætscenter i Dianalund
Offentliggjort: 08.05.2018

Der var flot royalt besøg, da DAI og DGI idrætscertificerede det 14. plejecenter i Danmark. Prinsesse Benedikte stod for åbningen, hvor hun roste initiativet og håbede, at flere plejecentre vil gå samme vej.

Bedre livskvalitet gennem fysisk aktivitet og sociale relationer. Det er det ambitiøse mål for plejecentret Mølleparken i Dianalund, som den 7. maj blev indviet som Sorø Kommunes første certificerede senioridrætscenter med flagallé ned gennem Dianalund og en bragende sol.

”Det er morsomt at gøre noget sammen, og det motiverer og bringer en masse glæde. Jeg kan se, at folk bliver glade, og at det inspirerer til mere. Det giver et aktivt fællesskab. Det vil være dejligt, hvis andre pleje- eller ældrecentre bliver inspireret af det,” siger H.K.H. Prinsesse Benedikte til TV ØST.

”Certificeringen gik rigtig godt. Især beboerne synes, at det var fantastisk, at prinsessen var der. Det giver noget ekstra, når der kommer kongeligt besøg. For DAI giver det en stor opmærksomhed – og vi kommer ud i nogle medier som fx BilledBladet, hvor vi ikke er så tit”, siger forbundssekretær i DAI Palle Thomsen.

Forud for certificeringen, som tildeles af Dansk Arbejder Idrætsforbund, DAI og DGI, er gået adskillige måneders forberedelser og ihærdigt samarbejde mellem såvel medarbejdere som pårørende og frivillige om at tilrettelægge og gennemføre de fysiske aktiviteter, som er omdrejningspunktet i certificeringen.

Og ambitionsniveauet er højt. Der skal foregå mindst én fysisk aktivitet hver dag, og alle beboere skal have mulighed for at deltage mindst én gang om ugen. Nogle aktiviteter vil være af en sådan karakter, at alle kan deltage, mens andre vil være tilpassede beboernes fysiske og mentale forskelligheder.

”Certificeringen til idrætsplejecenter er en milepæl for Mølleparken. Vi vil gerne tilbyde vores beboere en hverdag med liv, aktivitet og fællesskab, og både personalet og ikke mindst de pårørende og de frivillige, som er med i projektet, har gjort en fantastisk indsats. Deres store opbakning og engagement er afgørende for, at vi kan give vores beboere de særlige muligheder, der ligger i at være idrætsplejecenter, siger Susanne Piil, leder af Mølleparken.

Mølleparken er det 14 senioridrætscenter som DAI certificerer, og denne gang var det for første gang i samarbejde med DGI.

Kolding satser på senioridrætten
Offentliggjort: 16.05.2017

Kolding Kommunes projekt 60+ Frisk skal få 20% flere seniorer til at være fysisk aktiv. DAI bidrager til at gøre flere seniorer aktive i kommunen.

Cirka 4500 borgere i aldersgruppen 60+ skal inden 2019 være mere fysisk aktive. Baggrunden for projektet er at øge borgernes livskvalitet og fysiske formåen. En national undersøgelse viser, at over 11% af borgerne i alderen 60+ har dårligt fysisk helbred. Både de ikke-aktive og de let til moderat aktive kan profitere af at øge deres aktivitetsniveau.

- Vi har i Kolding Kommune rigtig mange og rigtigt gode aktiviteter, der giver seniorerne motion, god energi og smil på læberne. Med dette projekt tilføjer vi aktiviteter for den gruppe af borgere, der ikke rigtigt længere kan se sig selv i de almindelige idrætstilbud, men heller ikke får øje på de øvrige aktiviteter på senior området. Vi sætter fokus på ældrestyrken og et aktivt seniorliv. Og så viser vi, at vi mener det alvorligt, når vi siger, at vi vil samarbejde på tværs af områderne i Kolding Kommune til gavn for borgerne, siger Søren Rasmussen, formand for Seniorudvalget.

Kolding Kommune vil lave Danmarks bedste samarbejde mellem kommunen, idrætsforeningerne, patientforeningerne, aftenskolerne, fitness-centrene og alle andre, der har tilbud om fysisk aktivitet til målgruppen. Kommunen har en samarbejdsaftale med DAI. Eksisterende tilbud kan evt. rumme flere deltagere, nogle tilbud kan udvides, og andre tilbud skal startes op fra bunden.

- I Kolding Kommune har vi et rigt foreningsliv, hvor mere end 5.000 frivillige årligt laver et stort og mangfoldigt stykke frivilligt arbejde. Derfor er vi rigtig glade for, at fritids- og idrætslivet spiller konstruktivt med, når vi banker på døren og inviterer ind til en ny måde at samarbejde på. Vort foreningsliv er eksperter, både i forhold til fysisk aktivitet og i forhold til at skabe fællesskaber. Vi håber, at vore fritids- og idrætsforeninger på den her måde får øget antallet af medlemmer. Det vil blive en ren win win for både borgere, foreningsliv og Kolding Kommune, lyder det fra Tanya Buchreitz Løwenstein, Formand for Fritids- og Idrætsudvalget.

Hvad der skal til, for at øge antallet af fysisk aktive blandt 60+´erne, er første led i projektet. 1139 borgere der fylder 60 år i 2017 bliver inviteret ind, de fysisk aktive bliver hørt, og der er løbende brugerinddragelse og evaluering samtidig med samarbejdet med alle relevante samarbejdspartnere.

- Sundhedscenteret har ansvaret for al genoptræning og på ældreområdet er der tilbud om stolegymnastik. Men derimellem er det op til borgeren selv at holde sig aktiv. Heldigvis er der mange der gør det. Mange borgere i en moden alder er optagede af, hvordan de holder sig langtidsfriske og bevarer livskraft og energi i idræt for alle, i motionscentre eller seniorklubber i idrætsforeninger. Men hvordan får vi fat i de øvrige? Jeg er optaget af at vi får en meget bred vifte af sundhedstilbud og initiativer, så enhver kan finde noget, der taler til lige præcis mig. Og at bygge bro mellem det sundhedscenteret kan og det alle andre aktører kan, forklarer Lis Ravn Ebbesen, formand for Social- og Sundhedsudvalget.

Aabenraa vil i senioridrættens superliga
Offentliggjort: 05.04.2017

En netop underskrevet aftale mellem Aabenraa Kommune og DGI, DIF og DAI sikrer, at
der de næste to år kommer fuldt fokus på at få flere seniorer i gang med fysisk aktivitet.

Det er de 60 til 67-årige som er i fokus, når der de næste to arbejdes på at finde en
optimal model for senioridræt i Aabenraa Kommune igennem indsatsen Bevæg dig for
livet – Senior, med kyndig støtte fra DGI, DIF og DAI. Tirsdag d. 4. april blev den nye
indsats sparket i gang – og det glæder foreningen Aabenraa Senioridræt.

”Det gik ualmindeligt godt. Vi er så stolte af, at kommunen er en af dem, som er blevet
udvalgt til det her. Jeg forventer, at vi får nogle flere ældre med. Lige nu har vi kun 15
mænd, og dem kunne vi godt tænke os nogle flere af. Dem der er her, er ofte startet
fordi deres kone gik her, og så tog hun dem med,” siger Frida Callesen som er næstformand
i Aabenraa Senioridræt, der er medlem af DAI.

Der er i alt fire danske kommuner, som frem mod 2019 skal arbejde intensivt med senioridræt,
og her er Aabenraa den første i Sønderjylland. Inden underskrivelsen fortalte
bl.a. to af kommunens politikere, hvorfor aftalen er vigtig for kommunen.

”Vi sætter nu alle sejl i Aabenraa Kommune for at aktivere især gruppen af personer,
som er i aldersgruppen 60+, og som er på vej ud af arbejdsmarkedet. De skal nemlig
ikke hjem og ligge på sofaen. De skal være fysisk aktive, enten i form af selviscenesatte
aktiviteter, i idrætsforeninger eller i patientorganisationer,” siger formanden for Social og
Sundhedsudvalget Poul Kylling Petersen (S).

”Vi vil gerne sende et budskab: Når du bor i Aabenraa Kommune er du en del af en
bevægelse – bevægelsen for at bevæge sig. Du kommer til at møde bevægelse ustandseligt:
I naturen, i skolen, i daginstitutionerne, i hallerne og i foreningerne”, siger Kultur
og Fritids udvalgsformand Hans Philip Tietje (V).

Målet er at øge antallet af fysisk aktive seniorer, og alt tæller - uanset om det foregår i
en idrætsforening, derhjemme med et par elastikker, hos en patientorganisation eller et
helt fjerde sted. Et delmål er, at kommunens idrætsforeninger skal have 15 % flere seniorer
inden midten af 2019. Tal fra den Nationale Sundhedsprofil viser, at over halvdelen
af de inaktive danskere mellem 55 og 74 år i Region Syddanmark gerne vil være mere
aktive.

Aftalen indebærer bl.a. at der bliver ansat en medarbejder, som skal løfte senioridrætten
i kommunen. Hvis indsatsen bliver en succes kan Aabenraa blive rollemodel for andre
danske kommuner, når indsatsen i første omgang slutter i midten af 2019.

Fakta: Bevæg dig for livet:
Partnerskabet mellem DIF og DGI er det største i dansk idræt nogensinde. Det er støttet
af Nordea-fonden og TrygFonden. Visionen er, at Danmark skal være den mest idrætsaktive
nation i verden. I 2025 skal 50 procent af danskerne være aktive i en idrætsforening,
og 75 procent skal være fysisk aktive.

Fakta: Senioridræt
Mere end 450.000 seniormedlemmer over 60 år dyrker idræt i foreningslivet. Men med
et stigende antal ældre de kommende år er der et stort potentiale både for den enkelte
og for samfundet, hvis indsatsen for regelmæssig motion styrkes. Tal fra Det Økonomiske
Råd viser, at samfundet kan spare 12,5 milliarder i 2050 på en sund aldring.
24.05.2018 Senior Cykel Camp i Svendborg (Tilmeldingsfrist 11. maj)
27.05.2018 Bowling - Finale i HDC turnering
29.05.2018 Møde i forbundsledelsen
02.06.2018 Bowling - Regionsmesterskab - hold
03.06.2018 Bowling - Regionsmesterskab - individuel turnering
07.06.2018 La Vuelta på Vestegnen - Cykelløb
16.06.2018 DAIs frivillig-dag (Tilmeldingsfrist 1. juni)
29.08.2018 SeniorCamp 2018 (Tilmeldingsfrist 30. maj)
Navn:
E-mail: